Nyt fra bestyrelsen

Kære medlem af Nivå Tursejlere

Sæsonen går på hæld, og standeren haler vi ned på søndag. Det har været en fantastisk sæson med masser af liv og aktivitet på havnen – dejligt at se så mange på vandet og den gode energi, der altid fylder huset, når man kigger forbi. Vi har haft to vellykkede klubture, til Hornbæk og Lynetten, hvor fremmødet og stemningen var helt i top. Med kulturelle indslag, gode gåture og dejlig mad på grillen om aftenen. Sanghæfterne fik en velfortjent rundtur, og alle er nået sikkert og godt hjem til Nivå igen.

Nyt fra bestyrelsen – en opdatering Efter Mette valgte at trække sig for at tage sig af NT’s yngste medlem (og tillykke med den lille ny verdenssejler), er bestyrelsessuppleant Lotte (Liselotte) trådt ind i bestyrelsen. Bestyrelsen har herefter konstitueret sig som følger:

Formand:                                                   Bo Hilding
Næstformand og referent:                         Jette Castella
Kasserer:                                                   Thomas Kjærulff
Bestyrelsesmedlem:                                  Martin Sørensen
Bestyrelsesmedlem:                                  Liselotte Zedeler

Vi takker Mette for hendes indsats og glæder os til at arbejde tæt sammen med Lotte i den konstituerede bestyrelse. Vi er klar til at tage fat på de kommende udfordringer – med både faste hænder og friske ideer!

Workshop 18. januar 2025: Hvad er Nivå Tursejlere egentlig? Vi inviterer jer alle til en workshop lørdag, den 18. januar, hvor vi sammen skal finde ud af, hvad NT står for. Hvad er vores mål og DNA, og hvad ønsker medlemmerne at få ud af klubben? Det er en chance for at sætte dit præg på foreningens fremtid, så husk at sætte kryds i kalenderen – det bliver en eftermiddag med masser af idéer, grin og måske en bid kage.

Sambrug af huset – en ny politisk beslutning. På det politiske plan er der nu taget en beslutning om, at vi skal dele husets sociale faciliteter med kajak- og roklubberne. Beslutningen kommer som et resultat af skimmelsvamp i deres egne lokaler. Vi vil understrege, at det ikke er en beslutning, vi har haft indflydelse på, men vi vil selvfølgelig arbejde på, at det bliver en god løsning for alle parter. Hvordan det skal foregå, og fra hvornår ved vi endnu ikke, men vi vil selvfølgelig holde jer alle opdaterede.

Aktivitetsudvalgets afgang. Nogle har spurgt ind til, hvorfor Aktivitetsudvalget ikke længere eksisterer. Bare for at slå det fast: Bestyrelsen har ikke lukket udvalget. Vi har på foranledning af seneste generalforsamling haft en snak om budgetter og en ny proces for regnskab. På baggrund af dette valgte udvalget selv at træde tilbage.

Vi arbejder på et nyt setup og vil bestræbe os på at arbejde med bl.a. dette emne til workshoppen den 18. januar, så kom og giv din mening til kende!

Aktiviteter – opdelt ansvar på vand og land Efter aktivitetsudvalgets valg om at træde tilbage har vi midlertidigt delt ansvaret, så Martin står for aktiviteterne på vand, og Lotte tager sig af aktiviteter på land. Vi håber, I har lyst til at give en hånd og hjælpe med at arrangere flere gode oplevelser og sammenkomster i klubben.

Det er bestyrelsens ønske og håb, at så mange som muligt vil deltage den 18. januar, så vi sammen kan forme og lave fundamentet for fremtidens Nivå Tursejlere og være enige om grundlaget for vores dejlige klub.

Vi glæder os til at se jer alle til standernedhaling (se her) og til at få afsluttet sæsonen på bedste vis. Tak for endnu en dejlig sejlsæson!


Med venlige sejlerhilsner

Bestyrelsen i Nivå Tursejlere