NT's sensommertur (eller rettere højsommer, hvis det fantastiske vejr fortsætter) går til
Margretheholm Havn / Sejlklubben Lynetten
hvor vi har lånt et af deres klubhuse BESTIKKET. Der sker jo en masse omkring Københavns Havn for tiden, hvilket du har rig mulighed for at besigtige, hvis du kommer af søvejen.
For at anløbe havnen skal du gennem en klapbro, som er permanent åben fra fredag kl 16:00 til mandag kl 07:00. Øvrige åbningstider kan ses herunder.
Der er desværre ikke mulighed for at ligge samlet i havnen. Du må selv finde en grøn plads. Store både kan ligge langs kaj i det første store bassin.
Hvis du ikke har mulighed for at komme til havnen ad søvejen, er du velkommen til at bruge landevejen og deltage i den del af arrangementet, som du har lyst til.
Der er mulighed for at komme i løbet af fredagen, men kommer du lørdag er det også helt fint.
Programmet ser således ud:
Fredag, den 13. september
Mødes vi efterhånden som folk kommer.
Om aftenen kan dem, som har lyst spise den medbragte mad sammen i BESTIKKET - omkring kl. 18.
Lørdag, den 14. september
10:00 Skippermøde i BESTIKKET
10:30 Fælles gåtur til Amager skibakke hvor udsigten over København kan nydes. Bare rolig, der er elevator de 78 meter op til toppen, hvor der sågar også er en cafe :-)
På vej tilbage til havnen, går dem, der har lyst, forbi REFFEN, som er et stort udendørs madmarked med mere. Her kan du få stillet både tørsten og sulten i et ret specielt miljø.
16-18 Mulighed for diverse udendørs spil f.eks. Cornhole, Rafle elller lignende
18:00 (ca.) Middag i klubhuset. Grillen tændes kl. 18 og klubben griller kød til alle tilmeldte, så vi kan nyde maden samtidigt - så husk at tilmelde dig.
Man medbringer selv tilbehør (kartofler, grønt etc.) og drikkevarer
Aftenens program: Hygge, fællessang, røverhistorier...
Søndag, den 15. september
10:00 Skippermøde og fælles oprydning i klubhuset
Af hensyn til madindkøb er tilmelding nødvendig. Der skal kun tilmeldes een person pr. båd / bil. Øvrige deltagere anføres i feltet KOMMENTAR på tilmeldingssiden.
Hvis du medbringer gæster til middagen (ikke medlemmer) er egenbetalingen 50 kr. pr. person. (Betales på stedet)
Tilmeld dig ved at klikke her. Husk at anføre deltagernavne i feltet KOMMENTAR på tilmeldingssiden. Tilmeldingsfristen er tirsdag, den 10. september.
Hvis du ikke har tilmeldt dig arrangementet, er du selvfølgelig velkommen i Lynetten alligevel. Vi kan bare ikke garantere, at der er kød til fællesmiddagen.
Information fra BY&HAVN
MARGRETHEHOLMS HAVN
Som en del af anlæg af Lynetteholm er der blevet etableret en ny adgangsvej ud for indsejlingen til Margretheholms Havn, som lastbiler med jord til Lynetteholm benytter. Vejen er etableret ved hjælp af en vejdæmning ude i vandet, og i midten af dæmningen er der etableret en klapbro. Adgangsvejen har en væsentlig påvirkning på sejladsforholdene i havnen, og klapbroen har til formål at sikre, at sejlere fra Margretheholms Havn fortsat kan sejle ind- og ud af havnen, selvom Lynetteholm anlægges.
Broen er en bemandet bro, som er åben for gennemsejling i tidsrummet kl. 16.00 - 07.00 og igen kl. 10, 12 og 14 på alle hverdage. Derudover vil broen være åben i alle weekender og helligdage.
Klapbroen gik i drift i juni 2023.
På billedet nedenfor ses den nye klapbro og vejdæmning ud for Margretheholms Havn.